Canicross løb med hund MÆT

Har du og din firbenede ven lyst til at få masser af frisk luft og motion på en sjov og hyggelig måde? Så kan canicross være noget for jer. I denne artikel kigger vi nærmere på den populære løbesport, der viser sig flere og flere steder i Danmark.

Hvad er Canicross?

I canicross løber du sammen med din hund i naturen, men i stedet for at have en hundesnor i hånden, har du et løbebælte med en elastisk line om livet, som er spændt fast til din hunds sele. Hunden løber forrest og “trækker” dig fremad. Lyder det lidt som en slædehund? Det er ingen tilfældighed. 

Hvor stammer canicross fra?

Canicross opstod i Europa som træning for slædehunde i de varmere måneder, hvor hundene ikke skulle trække slæder. I dag har sporten bredt sig i store dele af Europa og Storbritannien. Der findes professionelle canicrossere, der deltager i konkurrencer og mesterskaber, men sporten er også enormt populær blandt almindelige hundeejere, der bruger det som en sjov fritidsaktivitet med deres hund.

Hvad betyder canicross?

Navnet canicross er en blanding/kombination af det latinske ord for hund, “canis”, og det engelske ord “cross”, som hentyder til “cross country running” (cross-countryløb eller crossløb på dansk) – en løbedisciplin der foregår i terræn. Du og din hund kommer altså væk fra asfalten og ud på skovstier, græs, mudder og lignende.

Løb med hund – en god motivation 

Canicross er godt for både dig og din hund. Det er sundt, det er sjovt, det er teamwork. Canicross fungerer kun, hvis begge parter samarbejder, og det er derfor en helt speciel “bonding” oplevelse, som kan gøre jeres bånd endnu stærkere.

Det hele bliver lidt sjovere, når man er to, og din hund er derfor en fantastisk motivation til at kridte løbeskoene. Det er let at droppe morgentræningen for at sove en time længere, eller vælge sofaen i stedet for fitnesscenteret efter arbejde – men prøv lige at sige nej til to store hundeøjne, der kigger på dig og spændt venter på dagens løbetur! 

Canicross løb med hund MÆT Pets

Kan alle hunderacer dyrke Canicross?

De fleste hunde vil kunne dyrke canicross, så længe de er sunde og raske, har normal bygning (dvs. normal snude, benstilling og ryg) og kan lide at løbe. Sporten egner sig selvfølgelig bedre til nogle racer end andre.

Når man tænker på canicross’ oprindelse, giver det sig selv, at slædehunderacer er enormt velegnede. Store pointere/hønsehunde og andre store jagthunde har også et særligt talent for sporten.

Disse hunderacer egner sig godt til løb generelt:

  • Labrador 
  • Springer Spaniel 
  • Border Collie 
  • Border Terrier 
  • Siberian Husky 
  • Irsk Sætter 
  • Whippet 
  • Weimaraner 
  • Ruhåret Hønsehund 
  • Rhodesian Ridgeback

Fortvivl ikke, hvis din hund ikke er blevet nævnt her. Vi kunne sagtens gøre listen endnu længere, og nogle racer kan også overraske positivt, selvom de aldrig har stået på en “bedste løbehunde”-liste. Om det er en racehund eller en blandingshund behøver heller ikke at være afgørende.

Der er dog undtagelser. Brachycephale hunderacer egner sig ikke til canicross eller andet løb, da deres korte eller helt flade snuder gør det svært for dem at trække vejret. Det gælder bl.a. racerne Bulldog, Mops, Boston Terrier, Boxer, Pekingeser og Mastiff. Vær også opmærksom på rigtig små hunderacer (f.eks. Chihuahua) og rigtig store racer (f.eks. Grand Danois), da de kun egner sig til kortere løbeture – ingen lange distancer. 

Vi skal passe godt på vores firbenede venner. Begynd derfor ikke at løbe med din hund, før du har fået et OK fra dyrlægen. Ved en konsultation vil dyrlægen kunne vurdere, om din hund og canicross er et godt match – og hvis ja, hvor langt den kan tåle at løbe. 

Hvor gammel skal min hund være for at dyrke canicross? 



Hunde må ikke løbe canicross, før de er mellem 1 og 2 år gamle. Dette skyldes, at hvalpenes led og knogler skal være færdigudviklede først. Den præcise alder afhænger af racen – jo større den er, jo længere tid skal der gå.

 

Nogle ældre hunde kan godt løbe canicross, men de skal være sunde og raske, og turene må ikke være for lange. De vil selvfølgelig også løbe langsommere end deres yngre artsfæller. 



Tjek altid med dyrlægen, før du begynder at løbe med en ung eller ældre hund. Så er du sikker på, at alt er i orden.

Vil Canicross få min hund til at trække i snoren på gåture?


I canicross er hele pointen, at hunden skal trække i “snoren” (den elastiske line). Men på almindelige gåture vil man som ejer selvfølgelig gerne undgå den samme opførsel. Du behøver dog ikke være bekymret, for langt de fleste hunde forstår forskellen. Så længe du sørger for at bruge én sele og snor til canicross og en anden sele og snor til de almindelige gåture, vil hunden forstå, at de to aktiviteter er adskilt. 

Canicross udstyr

Det er vigtigt at bruge en særlig canicross sele, så hunden trækker korrekt med sin krop og ikke får skader.  Løb aldrig med en line eller snor i hundens halsbånd, da det kan hæmme dens vejrtrækning. En god løbesele giver hunden fri bevægelighed under løbeturen. Vi kan anbefale Freemotion Harness.

Du skal også bruge et løbebælte, og her anbefaler vi CaniX Bælte. Bæltet har du om livet, så din ryg er beskyttet mod træk fra hunden. Samtidig har du hænderne frie, og trækket bliver jævnt fordelt, i modsætning til hvis du skulle holde en hundesnor under løbeturen. 


I canicross løber du og din hund som et team, og til at forbinde jer skal du bruge en elastisk line, som du sætter fast i dit løbebælte og i hundens sele. Til løb med hund bruger de fleste en line på 2 meter. Linen skal være støddæmpende for jer begge og skal reducere træk.

Når du har anskaffet dig det rette canicross udstyr, er du og din firbenede ven klar til at drage ud i det fri. Husk også nogle gode løbesko (til dig selv), som kan holde til lidt af hvert.

Canicross MAET PETS

Sådan kommer du i gang med canicross

Trin 1: Træn Lydighed og kommandoer

For at dyrke canicross skal du have en lydig hund, der er vant til at gå pænt i snor. Din hund skal ikke være let at distrahere, da du ellers vil blive trukket i alle retninger på løbeturen, hvis I passerer andre hunde og mennesker eller f.eks. møder en mus i skoven.

I canicross er det hunden der løber forrest, men det er din opgave som ejer at dirigere den. Det gør du med kommandoer, og her er især “start”, “stop”, “højre” og “venstre” godt at lære hunden. I kan starte med at træne disse kommandoer på jeres normale gåture, eller I kan springe direkte ud i det på en løbetur. Når hunden gør hvad du vil have (f.eks. drejer til højre), gentager du kommandoen (“højre”) og roser hunden.

Husk at du aldrig må skælde hunden ud – det lærer den ikke hurtigere af. Undgå også at give godbidder som belønning, da målet er, at hunden skal kigge fremad under løbeturen og ikke vende sig om for at kigge på dig. Træningen kræver tålmodighed, men det er det hele værd, når I ender med at arbejde som et team.

Trin 2: Start langsomt op


Som med alle andre former for træning er det vigtigt at starte langsomt op, så I undgår skader. I kan ikke løbe 5 kilometer på de første ture. Start med nogle korte løbeture og øg distancen efterhånden. Find et løbeprogram for begyndere og følg det med hunden – et helt almindeligt løbeprogram kan sagtens bruges, det behøver ikke være specifikt til canicross eller hunde.

Medbring vand på turen, som du og hunden kan drikke undervejs, og løb ikke i for høje temperaturer (over 18 grader). Husk også at starte og slutte hver løbetur med at gå, så benene (både de firbenede og de tobenede) bliver varmet godt op og ned igen. Det giver også din hund mulighed for at besørge. Efter løbeturen er det en god idé med massage eller udstrækning – ja, også for vovsen.

Trin 3: find en Canicross løbeklub

Hvis det hele føles lidt overvældende i starten, kan du melde dig ind i en canicross løbeklub, hvor der er masser af gode råd at hente hos mere erfarne løbere, både når det gælder udstyr og træning. Det er i det hele taget en god idé at blive en del af en løbeklub, da de fleste hunde elsker at løbe i flok, og du får samtidig et godt fællesskab med andre hundeejere.

Under navnet “HPM Dirty Paws” findes der en masse lokale løbeklubber i hele Danmark – fra Sjælland og Fyn til Jylland og Bornholm. Alle er velkomne, uanset om du er begynder eller øvet og har en stor eller lille hund. Du kan læse mere om de gratis løbeklubber i deres fælles Facebook-gruppe, der fungerer som virtuelt klubhus.

Hvis du f.eks. ikke kan få din hund til at løbe foran dig eller trække dig fremad, kan en løbeklub være en stor hjælp. Ved at løbe sammen med andre ejere og hunde kan din firbenede ven se, hvad de gør, og på den måde lære af dem. Hvis løbeklubber ikke er en mulighed, kan du bede en ven eller et familiemedlem om at tage med på de første løbeture, så de kan gå foran hunden og opmuntre den til at løbe fremad. Husk at personen skal rose hunden, når den løber.

Bonus trin 4: Slut af med et godt måltid

Når du og vovsen kommer hjem fra løbeturen, vil I være helt udkørte, men på den bedste måde. Så er det tid til et lækkert, nærende måltid. Vi kan ikke hjælpe med menneskemaden, men hundemaden har vi et godt bud på.

Prøv frisk hundemad, lavet af rigtigt kød og grøntsager fra nordiske gårde
albus cta | MÆT 😍 Fantastisk smag- og duftoplevelse for din hund
💚 Mildt tilberedt, ingen konserveringsmidler
🐾 Bidrager til god fordøjelse og flot pels


Bor du på Sjælland, så tjek vores artikel om 3 udvalgte hundeskove på Sjælland til din løbetur. Vi har også en artikel om hvordan du kan få en sund hund og træning på gåturen.

Skriv et svar

Luk
Log ind
Luk
Kurv (0)

Ingen varer i kurven. Ingen varer i kurven.